Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 2 – April 2024

download eller læs bladet her.

Kære læsere af Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Så er et nyt DJV-blad klar! – Denne gang har vi igen fokus på den smertelige situation i Israel med stadig 134 tilfangetagne gidsler, heriblandt den lille Kfir. Linda Møller, bestyrelsesmedlem i DJV,  rapporterer fra en af de mange demonstrationer til fordel for gidslernes befrielse.

Israelernes modsvar er resiliens – modstandskraft midt i det grusomme angreb. Og denne modstandskraft viser sig også i aliyah – det jødiske folks tilbagevenden til deres land. I denne tid oplever Israel en signifikant stigning i aliyah. Over 8000 olim (nye immigranter) er kommet til Israel inden for de sidste måneder. Og det drejer sig for en stor dels vedkommende om jøder fra Frankrig, Storbritannien og USA, lande hvor antisemitismen i kølvandet på 7. oktober er i markant stigning.

Vores respons som kristne er at støtte det jødiske folk. Og det gør vi ved bøn og handling. Tak til alle, der er med til at bede for Israel og støtte ved donationer, som vi i Dansk-Jødisk Venskab kanaliserer videre til vores mangeårige, israelske samarbejdspartnere i Orr Shalom, Jewish Agency og Ahavat kol Israel (AKI).

De bedste hilsner

Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 2 – April 2024

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 1 – Februar 2024 – 47 Årgang

Download eller læs bladet her.

Kære læsere af Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Dette februar-nummer af bladet fungerer næsten som et temanummer om samarbejdet mellem jøder og kristne i støtten til Israel og det jødiske folk, hvor den store HoPe-aktion den 21. januar er i centrum, der fyldte den store synagoge i København. Se reportagen her i bladet på s. 2 og 3.

Jøder og kristne går sammen om at udtrykke støtte til Israel efter det horrible terrorangreb mod Israel den 7. oktober og den bølge af antisemitisme, der skyller ind over de jødiske samfund. HoPe-aktionen proklamerer Håb for Israel og Mellemøsten og tager klart afstand til jødehad, antizionisme og terror.

Der er en vældig styrke i samarbejdet om jøders og kristnes fælles mål: støtten til Israel, der netop i denne tid udsættes for voldsomme angreb. Ud fra alle aktionerne til støtte for Israel og gidslerne lyder proklamationen: Håb er stærkere end had.

De bedste hilsner

Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 1 – Februar 2024 – 47 Årgang

Streaming af arrangementet HoPe i synagogen d.21.1.24

Jøder og kristne forbundet i venskab og en fælles sag.

Gode taler og bevægende sang.

Se videoen her.

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Streaming af arrangementet HoPe i synagogen d.21.1.24

HoPe – demonstration til støtte for det jødiske folk og Israel

Nu er muligheden her …

… for at vi som kristne kan udtrykke støtte til danske jøder og Israel.

Det Jødiske Samfund, en gruppe dansk-israelere og en række kristne organisationer inviterer i fællesskab til et arrangement i synagogen, Krystalgade, København, søndag 21. januar kl. 14.

Temaet er HOPE. Vi ønsker at proklamere JA til håb for Israel og Mellemøsten. Og NEJ til had, terror og antisemitisme.

Vi starter i synagogen med sang og taler om HÅB, derefter optog til Israels Plads, hvor vi sammen vil gå med danske og israelske flag. Vi slutter arrangementet på Israels Plads.

Kom og deltag!

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til HoPe – demonstration til støtte for det jødiske folk og Israel

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 6 december 2023

Læs eller download bladet her.

Kære læsere af Dansk-Jødisk Venskab

December-nummeret af vores blad er præget af Hamas’ grusomme terrorangreb den 7. oktober på Israels civilsamfund i en række landsbyer og kibbutzer og deltagerne på en musikfestival i det sydlige Israel. Terrororganisationen Hamas dræbte over 1200 israelere og bortførte 239 børn, kvinder, mænd og ældre mennesker, og sårede tusinder. Krigen mellem Hamas og Israel har nu stået på i over seks uger, den blev startet af Hamas, og vi fastholder Israels ret til at forsvare sig. Men hverken Israel eller vi er ufølsomme over for de voldsomme konsekvenser, det har for Gazas civilbefolkning, som Hamas skjuler sig blandt.

Mange initiativer er blevet taget for at gøre verden opmærksom på de 239 gidslers frygtelige situation. Forsidebilledet af dette blad er fra en installation på Kongens Nytorv i København, der illustrerer det smertelige savn af de 239 familiemedlemmer. Må de snart blive frigivet og komme tilbage til deres kære! DJV er gået sammen med Keren Hayesod i en indsamling til terrorens ofre, se dette blads bagside. Tak for enhver gave til dette formål.

DJV’s årsmøde den 4.11. blev ved det store fremmøde en manifestation af solidaritet med Israel, og var således med til at tænde et lys i mørket.

Det er også lys, vi vil tænde ved de to højtider, der forestår, Chanuka og Jul. Vi ønsker alle en glædelig højtid!

Bedste hilsner

Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 6 december 2023

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 5 – Oktober 2023

Læs eller download bladet her.

Kære læsere af bladet Dansk-Jødisk Venskab

Når disse ord skrives er det jødiske Nytår begyndt, og jeg sender en speciel hilsen til vores jødiske venner med ønsket om et Shana Tova – Godt Nytår!

Tiden er præget af store begivenheder. Vi har i Dansk-Jødisk Venskabs regi lige markeret 80-året for de danske jøders flugt og redning i oktober 43. Jeg henviser til rapporten herfra på s. 3 i bladet. Det var en både interessant og bevægende sabbatsaften i selskab med Silja Vainer og Ole Konstantyner fra den jødiske menighed i København, der delte deres familiehistorie under Anden Verdenskrig med os

Den 4. november fejrer vi 75-året for Israels genoprettelse, og her får vi besøg af to gæstetalere, som hver fra deres vinkel vil kaste lys over emnet Landet og folket Israel. Det drejer sig om professor Jens Bruun Kofoed, der vil tale om emnet Arkæologiske fund og det bibelske Israel. Når Israels modstandere hævder, at det jødiske folk ikke har ret til landet, er arkæologien sammen med historien et klart argument for, at der er en integreret forbindelse mellem det jødiske folk og landet Israel.

Projektleder Ole Konstantyner fra Den danske Israelindsamling vil tale om emnet Det moderne Israel – succeser og udfordringer. På trods af alle odds er Israel et land, der formår at absorbere hvert år tusindvis af nye immigranter, hvoraf nogle flygter fra krig og ødelæggelse som i Ukraine og Etiopien. Israels eksistens er her 75 år efter genoprettelsen virkelig noget at fejre.

Kom og vær med til fejringen, som afsluttes med en lovsangskoncert ledet af Helga Björk Oskarsdottir m.fl. Se udførligt program på bladets bagside.

De bedste hilsner

Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 5 – Oktober 2023

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 4 – August 2023

Læs bladet her.

Kære læsere af Dansk-Jødisk Venskab

I dette august-nummer af Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab har vi glæden at kunne præsentere programmet for dette års to store markeringer: 80-året for redningen af de danske jøder til Sverige og 75-året for Israels genoprettelse. Jeg henviser til introduktionen til de to begivenheder og præsentationen af de talere, vi har inviteret (s. 2-3), samt det udførlige program på dette blads bagside. Vi glæder os til at se rigtig mange af jer til disse to vigtige begivenheder, hvor vi sammen vil mindes og fejre, at lyset er stærkere end mørket, fordi Herren vil genoprettelse og frelse. Så kom og deltag! –  og lad os sammen vise det jødiske folk og Israel, at vi værdsætter dem og står sammen med dem i proklamationen af Israels ret til at eksistere.

Af andre fokuspunkter i dette blad vil jeg pege på rapporter fra to af de projekter i Israel, som DJV støtter: Aliyah, jødisk indvandring til Israel (s. 9) og hjælpen til terrorofre (s. 10). Den moderne stat Israel står over for store udfordringer, som skal løses, og vi vil i Dansk-Jødisk Venskab fortsætte med i bøn og konkret handling at støtte landet og folket Israel.

Mange sommerhilsner

Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 4 – August 2023

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 3 – Juni 2023

Du kan læse bladet her.

Kære læsere af Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

2023 er året for to store markeringer: 80-året for de danske jøders redning fra nazisternes forfølgelser i oktober 1943 og 75-året for Israels genoprettelse. Begge disse betydningsfulde begivenheder vil særskilt blive højtideligholdt i Dansk-Jødisk Venskabs regi i løbet af året med arrangementer i henholdsvis september og november. Jeg henviser til dette blads bagside for yderligere information. Sæt allerede nu kryds i kalenderen!

Fokus i dette blad er på fejringen af, at det er 75 år siden, at Israel blev genoprettet. Ved en festlig samling den 30. april deltog Dansk-Jødisk Venskab sammen med Det jødiske Samfund i Danmark i markeringen af Israel 75 – med taler, sang og musik. Jeg henviser til billedreportagen på s. 3 og DJV-bestyrelsens lykønskning af Israel s. 4 og 5.

Betydningen af, at der i dag er et land, der modtager jøder fra hele verden, bliver vi dagligt mindet om, for strømmen af jøder, der søger sikkerhed i landet Israel, fortsætter. Vi bringer i bladet en reportage fra integrationscenteret i Ashkelon for etiopiske jøder, der får et nyt liv i Israel med frihed til at kunne leve som jøder. Stor tak til alle, der er med til at støtte Israel gennem DJV.

Med ønsket om en rigtig god sommer sender jeg hjertelige hilsener.

Eva Ravn Møenbak,

Formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab nr. 3 – Juni 2023

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Læs det nye blad her.

Kære læsere af Dansk-Jødisk Venskab (DJV)

Ovenover finder I april-nummeret af DJV’s blad. Det indeholder nyt fra vores forskellige arbejdsgrene og kontakter i Israel, samt 2. del af mit indlæg: ’Jødisk-kristne relationer – et håbets tegn’. Indlægget blev bragt ved DJV’s Israel-stævne oktober 2022.

DJV’s hjælpeprojekter i Israel berører rigtig mange mennesker og er et vidnesbyrd om jøders og kristnes samarbejde om at styrke Israel i alle de udfordringer, som landet står i. Det kræver udholdenhed og mod, og det kan vi vise sammen.

Som noget nyt påbegynder vi en lille serie, hvor nogle Israel-venner fortæller lidt om deres relation til Israel. Serien hedder: Et hjerte for Israel, og det giver rigtig god mening netop at bringe en sådan serie i år, hvor vi fejrer 75-året for Israels genoprettelse. Sean Cresswell lægger ud med sin fortælling om, hvordan Israel blev relevant for ham som kristen, se s. 6.

Rigtig god fornøjelse med læsningen af Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab, april 2023.

Glædelig Påske! Og Glædelig Pesach!

Eva Ravn Møenbak, formand for DJV

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Læs bladet her.

Kære læsere af Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab (DJV)

Så er et nyt nummer af Dansk-Jødisk Venskabs blad klar! Og i denne udgave bringer Linda Møller, bestyrelsesmedlem i DJV, en rapport fra sin Israel-rejse i november 2022. Linda har haft kontakt med flere af vores samarbejdspartnere. Af højdepunkter fra rejsen kan nævnes overbringelsen af al det vidunderlige hjertestrik til de mindste af børnene i Orr Shalom, som er blevet produceret af strikkeglade kvinder i hele Danmark. Linda fortæller også om sin deltagelse i den etiopisk-jødiske fest Sigd, hvor de etiopiske jøde giver udtryk for deres kærlighed til Israel.

Strømmen af jøder fra Ukraine og Rusland til Israel fortsætter. Det samlede antal jøder, der rejste til Israel for at bosætte sig i 2022 kom op på over 70.000. Vi glæder os over, at DJV’s læsere igen viste deres medleven og generøsitet. Som et resultat af Chanuka-indsamlingen kunne vi sende en meget kærkommen gave på 100.000 til Jewish Agencys arbejde med aliyah fra Ukraine og Rusland.

Til slut vil jeg bare nævne, at 1. del af min tale fra Dansk-Jødisk Venskabs Israel-stævne 2022 kan læses i dette nummer af bladet.

De bedste hilsner

Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Læs bladet her.

Kære læsere af Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Som Chanuka-stagen på forsiden af dette nummer af bladet angiver, er vi på vej ind i en måned med to store højtider: Chanuka og Jul. Midt i en mørk tid tændes der lys både i den jødiske og i den kristne tradition. Som man kan læse på s. 3 i bladet udsender vi igen i år en speciel Chanuka-hilsen med opfordring til at støtte Aliyah fra både Ukraine og Rusland, hvor jøder under meget vanskelige forhold flygter i sikkerhed i Israel.

Aliyah var også et hovedtema i forbindelse med DJV’s Israel-stævne i oktober. På s. 4-5 kan det vellykkede stævne med Danielle Mor fra Jewish Agency som hovedtaler opleves i glimt. Danielle bragte en varm tak til alle danske venner af Israel og DJV, se ordlyden på den smukke takkeplade s. 2.

Også december-nummeret af bladet bringer rapporter om DJV’s arbejde i Israel, bl.a. en opdatering på DJV’s støtte til sårbare unge under uddannelse, som finder trygge rammer i den DJV-sponserede lejlighed i Rishon LeZion.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle læsere af DJV-bladet for interesse og støtte igennem året, der nu snart rinder ud. Med Guds hjælp kan vi sammen se frem til et nyt år i Hans tjeneste.

Glædelig Jul og Glædelig Chanuka!

De bedste hilsner

Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Bladet “Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab” bringer informationer om DJVs vidtforgrenede arbejde i Israel.

Klik her for at abonnere på bladet

Download og læs bladet her.

Kære læsere af ’Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab’

Oktober-bladet er klar til læsning med invitation til Dansk-Jødisk Venskabs årlige Israel-stævne, der finder sted den 28. – 29. oktober i Københavns Frikirke, Filippavej 3. Hele programmet kan ses på bladets bagside. Og en introduktion til stævnet finder I på s. 2.

I år har vi inviteret en israelsk gæstetaler, Danielle Mor, som er vicepræsident i Jewish Agencys afdeling for støtte til aliyah, jødisk immigration til Israel og kontakten til de kristne. Jewish Agency er DJV’s mangeårige samarbejdspartner, og Danielle har i den grad fingeren på pulsen og vil bl.a. bringe os de sidste nyheder fra Ukraine og Rusland. Så kom og bliv opdateret på en dramatisk situation, som jo vedrører os alle.

Vi starter fredag d. 28. oktober med en festlig sabbatsmiddag, hvor vi vil nyde god mad og hinandens selskab med hebraiske sange, og Danielle Mor vil bringe en hilsen fra Jerusalem. Til dette arrangement er tilmelding nødvendig. Til de tre møder om lørdagen er tilmelding ikke nødvendig.

Vi glæder os til at være sammen med jer til nogle velsignede dage med fokus på Israel.

De bedste hilsner

Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Læs og download bladet her.

Kære læsere af Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Vi er glade for at kunne præsentere et nyt nummer af vores blad med opdateringer på det hjælpearbejde, som vi er en del af i Israel.

Forsidebilledet er en gruppe glade israelere, der fejrer landets Uafhængighedsdag, der i år faldt på d. 5. maj. Ikke mindst i dag ved vi, at vi som nation aldrig skal tage vores frihed og demokrati for en selvfølge, den har en pris. Vi bringer bl.a. en rapport fra højtideligholdelsen i Lone Soldier Centeret i Jerusalem, hvor den kendte, russiske menneskerettighedsforkæmper Natan Sharansky talte. Sharansky, der var leder af kampen for jøders frie udrejse af Sovjet, blev fængslet af de sovjetiske myndigheder i 1977 og sendt til en arbejdslejr i Sibirien i ni år. Efter intens, international pres på de sovjetiske myndigheder, lykkedes det Sharansky at rejse til Israel i 1986, hvor han siden har været politisk aktiv.

At det er vigtigt at handle og engagere sig til hjælp for mennesker viser også artiklen om den fortsatte redning af Ukraines jøder, en indsats som Jewish Agency især har ansvaret for.

Vi ønsker alle vores læsere en rigtig god sommer!

Venlig hilsen

Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Læs og download bladet her.

Kære læsere af Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Som man kan se, er forsidebilledet fra basaren i den gamle by i Jerusalem. Vi har valgt dette foto, da det viser, at det nu igen er muligt at rejse til Israel som turist og opleve alle de spændende steder uden at være underlagt Covid-19 restriktioner.

Bladets indhold har bl.a. fokus på de ukrainske jøder og deres flugt til Israel og den kæmpe indsats, der bliver gjort af vores samarbejdspartner Jewish Agency for at bringe flygtningene i sikkerhed i Israel (s. 2-3). Og Michal Waisblay, vores kontaktperson i Lone Soldier Centeret (Soldaterhjem), beskriver i en artikel, hvordan tilstrømningen af tusindvis af ukrainsk-jødiske flygtninge sætter sit præg på livet i Israel (s. 4-5).

Vi ønsker god fornøjelse med læsningen af bladet.

Venlig hilsen

Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Læs og download bladet her.

Som forsidebilledet med det israelske og ukrainske flag viser, så har april-nummeret af Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab fokus på den katastrofale situation i Ukraine efter Ruslands invasion d. 24. februar. Dansk-Jødisk Venskab støtter gennem Jewish Agency redningen af de ukrainske jøder, der som resten af landets befolkning er drevet på flugt. Vi har allerede sendt 150.000 kr. og vi håber at kunne formidle endnu en god støtte til nødhjælpsarbejdet (s. 3).

Ind i denne situation fastholder vi det bibelsk-profetiske perspektiv. Gud er Skaberen, Frelseren og Historiens Herre, som man kan læse i 2. del af Eva Ravn Møenbak artikelserie Gudsriget og Israel (s. 8-9).

Dansk-Jødisk Venskab deltager i arrangementet Himmelske Dage i Roskilde d. 26. – 28. maj. Kom og besøg os på vores stand, vi har et spændende program (s. 5).

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Ukraines jøder

Støt redningen af Ukraines jøder

Ukraines 200.000 jøder er som resten af befolkningen sendt på flugt af Ruslands invasion af Ukraine, og de søger desperat efter at blive bragt i sikkerhed. Deres desperation forstærkes af en begrundet frygt for antisemitisme, hvor jøder bliver udpeget som syndebuk i krigen.

Jewish Agency, den israelske organisation, der hjælper jøder til Israel, har nødhjælpsarbejdere placeret i Ukraine, der organiserer flugtruter ud af landet og står klar med fly, der kan transportere flygtningene videre til Israel. Det er et stort, kompliceret logistisk arbejde, som kræver mange ressourcer. Derfor vil vi i Dansk-Jødisk Venskab gerne opfordre til bøn og økonomisk støtte til

Jewish Agency’s nødhjælpsarbejde til redning af Ukraines jøder.

Du kan donere et beløb til Dansk-Jødisk Venskabs konto: 1551  000932  7398 eller Mobilepay: 248066

Mærk din gave Ukraines jøder. De indkomne bidrag vil gå ubeskåret til Jewish Agencys nødhjælpsarbejde for Ukraines jøder. Alle gaver er med til at gøre en forskel.

Vi har i Dansk-Jødisk Venskab allerede sendt en gave på kr. 150.000 – til Jewish Agencys nødhjælpsarbejde. Vi vil gerne kunne sende endnu mere, for nøden er stor og behovene er talrige. Tak at vi kan stå sammen om at løfte denne umådelig store opgave i denne tid, hvor de russiske angreb intensiveres, og mennesker sendes på flugt.

Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Ukraines jøder

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

”Februar-nummeret af ’Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab’ indeholder en bred vifte af oplysninger om og indtryk fra Dansk-Jødisk Venskabs arbejde i Israel.

Gudsriget og Israel – side 2-4

Stor stigning i Aliyah til Israel – side 4-5

Støtte til terrorofre – side 6

Israelerne er et lykkeligt folk – side 7

Orr Shalom – Alas historie – side 8-9

Diakoniens betydning i Dansk-Jødisk Venskab – side 10

.

læs eller download bladet her.

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

”December-nummeret af ’Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab’ indeholder en bred vifte af oplysninger om og indtryk fra Dansk-Jødisk Venskabs arbejde i Israel samt en opfordring til at støtte unge etiopiske jøders integration i Israel.

Se også billedreportagen fra DJV’s Israel-stævne i København”.

Danske venners Chanuka-gave til Israels børn og unge
side 2-3

Glimt fra Dansk-Jødisk Venskabs Israels-stævne
side 4-5

Minder i messingbrosten
side 6

Israel et land af volontører
side 7

DJV hjælper israelske unge til at få en uddannelse
side 8-9

Nekrolog – en trofast Israel-ven er død
side 10

læs eller download bladet her.

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab

Israel og kærlighedsgerninger

Indlæg om diakoni  på Dansk-Jødisk Venskabs stævne 30.10.2021

v/Kirsten Graversen, medlem af Dansk-Jødisk Venskabs bestyrelse

Bøn: Kom Helligånd og vær sammen med os nu, og giv os endnu mere del i dit hjerte for dit folk. Vi åbner os op for din tale til os, og hvordan du ønsker at bruge os til at velsigne Israel. I Jesu navn, amen.

Temaet for dette års stævne i Dansk-Jødisk Venskab er jo ”Gudsriget og Israel”, som Eva Ravn Møenbak har begrundet for os ud fra bibelen her i formiddag.

Overskriften over dette møde er ”Gudsriget og kærlighedsgerninger”. Så hvordan kan vi med kærlighedsgerninger være med til at fremme Gudsriget?

Inspirationen til DJV´s arbejde findes i Es. 40 vers 1: Trøst mit folk, trøst det. Så her opfordres vi til at bringe trøst. Og i DJV´s formålsparagraf står der, at ”Dansk-Jødisk Venskab” ser det bl.a. som sin opgave og sit formål at være i en diakonal tjeneste over for det jødiske folk”. Og ”Dansk-Jødisk Venskab” støtter socialt arbejde i Israel”.

Så man kan sige, at diakoni – eller kærlighedsgerninger – over for det jødiske folk i den grad er i DJV´s dna! Trøst mit folk, trøst det!

Det gør foreningen helt konkret ved at arbejde sammen med 4 forskellige samarbejdspartnere i Israel, nemlig ”Lone Soldier”, ”Orr Shalom”, Ahavat Kol Israel (AKI) samt ”Jewish Agency”, og vi skal se videohilsner fra dem, hvor de fortæller om deres arbejde, så I kan få et indtryk af, hvad de gaver, som formidles gennem DJV, bliver brugt til. I vil også kunne læse om flere af dem i oktoberbladet.

Helt konkret vil vi gøre det sådan, at jeg først overordnet vil fortælle lidt om diakoni, og så vil der derefter være fokus på samarbejdspartnerne én af gangen. Nogle af videoerne er med danske undertekster, og til de andre har vi lavet en oversættelse, som vi vil læse højt.

Den bibelske begrundelse for diakoni

Man kan spørge: Hvad er diakoni? Og det ved vi ret konkret, for det er et af de bedst belyste emner i Det nye Testamente. Ordet forekommer over 100 gange.  Men det er vigtigt at forstå, at Det nye Testamente bruger ordet i en noget anden betydning, end vi normalt gør.

 I daglig tale forstår vi diakoni som ”kirkeligt socialt arbejde”. I NT betyder ordet ”at gå imellem”, ”at være taget i tjeneste” eller ”at være sendt med fuldmagt”   

Det vil sige, at en diakon er én, der af en anden har fået til opgave at gå imellem den anden og en tredje, for at fuldføre den andens gerning overfor den tredje. Eller sagt med andre ord: En diakon har af Gud fået en opgave, som diakonen skal udføre på Guds vegne over for næsten. En diakon kan således være:

1. En budbringer (jeg har noget, jeg skal fortælle dig),

2. En agent (jeg vil gerne gøre noget, for vi er Kristi legeme og dermed hans hænder og fødder i denne verden) eller

3. En tjener, der skal tage sig af gæsten på værtens vegne (gentag).

Jeg elsker den formulering. Prøv at tænke tanken: du glæder dig til at få gæster, du gør alt klart, og du tænker på, hvordan du kan gøre det så godt som muligt, og hvad du kan servere for gæsten. Du gør dig umage, og du bruger både dine midler og dine evner på at yde dit allerbedste.

At udøve diakoni er at tage sig af næsten på værtens (nemlig Guds) vegne, vi gør det så godt vi kan med det vi har og er, og hvad vi har fået givet. Man kan sige, at vi formidler Guds kærlighed i ord og handling!

I den danske oversættelse af biblen gengives diakoni som oftest med ”at tjene” eller at være ”en tjener”. Det er også korrekt, blot skal man huske, at vægten ikke kun ligger på tjenesten, men nok så meget på, at tjeneren har et mandat fra en anden, nemlig fra Gud selv.

At være diakon eller at være i diakoni er at have et mandat til at udføre mandatgiverens vilje i forhold til bestemte mennesker. Det er den almene betydning af det bibelske udtryk diakoni.

Diakoni i forholdet til Israel

Som jeg nævnte i indledningen, så findes inspirationen til DJV´s arbejde i

 Esajas 40,1: Trøst mit folk, trøst det! Siger jeres Gud

I dette ord har vi et mandat til en diakonal hjælpetjeneste over for det jødiske folk.

Trøst mit folk, trøst det! Gud kender Israels trængsler og sår og beder sin menighed om at trøste – om at bringe lægedom. Næppe noget folk har oplevet så megen forfølgelse og terror bare på grund af sin etnicitet. Derfor har de brug for trøst. De har brug for at mærke, at der er nogen, der vil dem det godt.

Jøderne har en smertelig historie, som kirken har et medansvar for. Man kan tale om en såret folkesjæl. Og derfor kan vi heller ikke som kristen kirke prædike med ord, hvorimod gerninger taler højt, for ”jøder kræver tegn”. Som det er sagt i anden sammenhæng: Prædik evangeliet, om nødvendigt brug ord. Vi som kristen menighed er nu Jesu legeme, hans hænder og fødder, og kan helt konkret være med til at bringe trøst ved at prædike uden ord.

 Esajas 57,14: Og han sagde: Byg vej, byg vej og ban den, fjern hindringer fra mit folks vej!

Byg vej og fjern hindringer. Kan det siges mere nøjagtigt, hvad det jødiske folk har brug for? Det er Guds indtrængende opfordring til os som Hans menighed på jord.

I to tusind år havde jøderne ikke noget hjemland, men selv efter staten Israels oprettelse d. 14. maj 1948 er der mange hindringer for det jødiske folk. Derfor opfordrer Gud sin menighed til at fjerne hindringer og både bygge og bane en vej gennem al modstanden. For desværre var det jo ikke kun aktuelt på Esajas´ tid for 2800 år siden, men det er stadig højaktuelt, at der er behov for at fjerne hindringer.

Der er masser af nød og behov i Israel også i dag, og der er brug for at bygge vej, at lette behovene i hverdagen og at fjerne nogle af de hindringer, der så massivt møder mange i det jødiske folk.

Rom. 15,26-27: Makedonien og Akaja har nemlig besluttet, at de vil samle ind til en fællesgave til de fattige blandt de hellige i Jerusalem. De har besluttet det, og de står også i gæld til dem; for når de som hedninger har fået del i deres åndelige goder, skylder de også at hjælpe dem med materielle goder.

Vi kristne har fået del i Israels åndelige goder, vi har fået Guds Ord fra dem, og ikke mindst blev Jesus født og levede som jøde i Israel. Derfor er det også helt naturligt, at vi ønsker at give noget tilbage, nemlig både en økonomisk og praktisk hjælp til nogle af de store behov, som ellers ikke ville blive opfyldt.

Disse skriftsteder viser, hvad Gud påbyder os som sin menighed at gøre i forhold til Israel.

Chesed 

Der findes et skønt ord på hebraisk, som forekommer 248 gange i den hebraiske bibel, nemlig ordet ”chesed”, som ikke direkte kan oversættes til dansk, men som betyder barmhjertighed, nåde, medlidenhed, troskab, kærlighed. Det har Gud vist sit folk, og den samme indstilling ønsker Han, at vi skal have. Det er centralt i jødisk etik og betragtes af mange som den væsentligste dyd. I DJV ønsker vi at vise chesed over for Israel.

Tikun Olam

Man møder den samme tanke i det jødiske begreb Tikkun Olam, som bogstaveligt betyder ”at reparere verden”. Hver gang der gøres noget til næstens gavn, bliver verden så at sige en lille smule ”repareret” til at blive, hvad den oprindelig var tænkt at være.

Sammenfattende kan vi derfor sige: Kaldet til diakoni eller kærlighedsgerninger over for Israel er givet som et bibelsk mandat. Derfor støtter DJV på forskellige måder diakonalt arbejde i Israel, som vi nu skal se.

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Israel og kærlighedsgerninger

Lone Soldier Soldaterhjem

Introduktion på Dansk-Jødisk Venskabs stævne 30.10.2021

v/Filip Graversen, medlem af Dansk-Jødisk Venskabs bestyrelse

Hvad er en ”enlig soldat”

Lone Soldier Centret blev etableret af tidligere enlige soldater samt venner af Michael Levin. En enlig soldat er en IDF-soldat uden familie i Israel til at støtte ham eller hende. En enlig soldat kan være en ny indvandrer, en frivillig fra udlandet, en forældreløs eller en person fra et brudt hjem.

Hver dag forsvarer tusinder af soldater staten Israel og dens borgere. Disse soldater tilbringer regelmæssigt weekender og ferier derhjemme, hvor deres forældre sørger for alle deres behov: mad, tøjvask og endda et knus.

For mere end 6.300 enlige soldater er der ingen nærmeste familie i Israel til at støtte dem. Selvom mange af dem er meget motiverede og stolte af at tjene, kæmper mange af dem med basale behov, som en familie ville løse.

Måltider og fællesskab

Alt for ofte er enlige soldater på egen hånd på sabbatten og jødiske helligdage. I små lejligheder sætter de sig ned på gamle sofaer for at spise kold schnitzel eller frossen pita til deres weekend måltider, langt fra det varme og trøstende familie miljø, de havde og var vant til før. Enlige soldater kommer fra varme familie og levende samfund rundt om i verden.

Lone Soldier Centret bestræber sig på at levere både varme måltider og et rigtigt fællesskab for enlige soldater, så de kan integrere sig i Israel. Ingen enlig soldat må være sulten eller ensom i weekenden! Centret tilbyder sabbats- og feriemåltider til 100-300 enlige soldater i Jerusalem og Tel Aviv sponsoreret af samfund og familier i udlandet og i Israel samt af venner, heriblandt også Dansk-Jødisk Venskab.

Familie

For at hjælpe med at skabe et stærkt, varmt fællesskab er Centret vært for adskillige arrangementer hver måned. Disse arrangementer spænder fra fredag-aften middage og sociale arrangementer til workshops for enlige soldater.

Mens mange soldater kan henvende sig til familie og venner for vejledning, har enlige soldater ikke de samme muligheder. Centret er blevet en førende organisation for enlige soldater i at navigere i de ofte forvirrende militære og statslige systemer. Centret gør det ved at give vitale verbale og skriftlige oplysninger til enlige soldater for at sikre, at de alle er opmærksomme på deres rettigheder og privilegier.

Rådgivning og støtte

Rådgivere og mentorer står til rådighed for forskellige typer spørgsmål og hjælp, ligesom de hjælper de enlige soldater med deres tjeneste i hæren og med at udvide deres netværk og berige deres personlige liv.

Der er også støtte til rådighed for sårede enlige soldater samt for soldater, der får brug for at flyve hjem i krisetider. Derudover er der også hjælp til positive livsændrende begivenheder såsom økonomisk hjælp til bryllupper.

Oversættelse af hilsen fra Yishai

Hej jeg hedder Yishai og er en Lone Soldier fra Kansas City.

Jeg har været i Beth Shemesh og er nu i ingeniør kamptropperne og har ca. 2 måneder tilbage. Det går rigtig godt takket være Lone Soldier Centret.

LS har givet mig et dejligt fællesskab. Der kommer mange her i deres fritid. Her er rigtig rart at være. De afholder mange events, som giver mit liv et socialt aspekt, som jeg ellers ikke ville have haft, fordi der går så meget tid på basen.

Oversættelse af hilsen fra Lone Soldier

Hej, mit navn er Michal Bergman og jeg er leder af Lone Soldier centret i Jerusalem. Jeg vil gerne takke jer for jeres kontinuerlige støtte. Som I sikkert ved, så er det vores opgave at støtte soldaterne før, i løbet af og efter deres tjeneste i hæren.

Jeg er så stolt over at fortælle, at vi er i stand til at yde støtte til 2000 soldater hvert år. Vi tror hos Lone Soldier, at det at tjene i hæren er en god måde at blive integreret i det israelske samfund, og det er derfor vi hjælper soldaterne til at gøre så god en indsats som muligt.

Det er også lykkedes os at udvikle nogle programmer til de soldater, der har afsluttet tjenesten, og det er en ære for os, og vi gør det med stor glæde.

Det var virkelig en ære for os i sidste uge at få besøg i et af vores hjem i Jerusalem af Israels premiereminister Naftali Bennet. Vores soldater var virkelig glade for og stolte over at se ham.

Jeg vil gerne takke jer fra dybet af mit hjerte for at gøre vores mission mulig. Mange tak for jeres kontinuerlige støtte. Jeg vil også bede om jeres støtte næste år. Vi er glade for, at vi nu kan bygge en ny bolig i Jerusalem, og vi har brug for hver en shekel for at gøre det til et hjem for 60 nye Lone soldiers.

Mange tak, og jeg håber snart at se nogen af jer i Israel.

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Lone Soldier Soldaterhjem

Orr Shalom

Orr Shalom blev grundlagt i 1980 og tager sig af i alt 1400 børn og unge – fra fødslen til 27 år – som er blevet fjernet fra deres biologiske hjem på grund af meget alvorlig omsorgssvigt og psykiske, fysiske og seksuelle overgreb. Organisationen har i mere end 40 år givet beskyttelse, et varmt hjem og al den terapi og uddannelse, der har været nødvendig ikke bare for at overleve, men for at trives.

Målgruppen er alle børn i Israel, der behøver hjælp uden hensyntagen til etnicitet, religion eller nationalitet. Disse børn og unge repræsenterer alle dele af det israelske samfund: religiøse, sekulære, jøder, arabere, børn med særlige behov, børn af indfødte, børn af immigranter, flygtninge og udenlandsk arbejdskraft.

Orr Shalom bestræber sig på at sikre det højeste niveau af professionalisme gennem et intensivt samspil mellem barnet og det højtuddannede personale, så alle børn får størst mulig opmærksomhed, kvalitetspleje og et individualiseret berigelses- og behandlingsprogram designet til at hjælpe dem med at blomstre.

Der er forskellige grene i arbejdet. De følgende tal er fra 2020:

  1. Plejeprogram – Orr Shalom plejefamilier giver et varmt hjem og støttende familie rammer for børn og unge – fra barnsben til 18 – der er blevet fjernet fra deres hjem og forældre ved retskendelse. I disse plejefamilier opdrages børn i et sundt, konstruktivt miljø og integreres fuldt ud i hjemmelivet. De vokser op i en værdiorienteret familie, hvor de modtager dedikeret pleje, varme, kærlighed og får positive rollemodeller samt mulighed for et bedre liv. I dag er der 600 Orr Shalom plejefamilier i det centrale Israel, der tager sig af omkring 850 børn, hvoraf 200 har særlige behov. For at lette overgangen og opretholde familiens tro og traditioner matches børnene med familier, der deler deres religiøse og nationale baggrund.
  2. Nødssituationshjem for babyer og småbørn tog imod 38 babyer og småbørn, som fik akut hjælp, inden der blev fundet et permanent hjem til dem. Dvs. der var behov så akutte, at man ikke kunne vente, til man fandt en plejefamilie, men måtte fjerne børnene straks. De får nogen til at beskytte dem, kramme dem og passe på dem. Disse familier har valgt at åbne deres hjem og deres hjerter og til at give en beskyttende og kærlig tilflugt – til enhver tid og under alle omstændigheder.
  3. Terapeutiske familiegruppehjem tog sig af 215 børn, hvoraf 70% blev fjernet ved rettens hjælp fra deres dysfunktionelle hjem. Hvert hjem huser 7-11 børn i alderen 6-18 og hjemmene ledes af et ægtepar, som bor i huset sammen med børnene og fungerer som hjemmets forældre. Til at tage hånd om dem er der, i det enkelte hjem, tilknyttet en psykolog, en socialarbejder, en akademisk tutor samt rådgivere. Deres fælles mål er, at give børnene en mulighed for at leve i et støttende terapeutisk miljø og dermed give dem en chance for en bedre fremtid.
  4. Sommerlejre med overnatning for børn, der ikke kunne komme hjem i sommerferien, tog sig af 215 børn – en voldsom stigning på 258% fra året før på grund af covid 19. Man forsøger, så vidt det overhovedet er muligt, at børnene bevarer kontakten med deres hjem, og i sommerferien kommer alle de børn hjem til deres familier, hvor det overhovedet kan lade sig gøre. Men for de børn, hvor det ikke er muligt, arrangeres der sommerlejre. Man giver børne et pusterum, hvor de får mulighed for at opleve nye og spændende aktiviteter. På den måde hjælper man børnene med at skabe en ny livsfortælling, fyldt med vidunderlige barndomsminder, for at indgyde dem en følelse af håb og styrke fremadrettet.
  5. Beit Goldschmidt er en lukket kostskole for et dusin piger på 11-15 år, der lider af ekstreme adfærdsprobleer som følge af et alvorligt og traumatisk misbrug. De er i en skrøbelig følelsesmæssig tilstand. De traumatiske oplevelser de har gennemgået, gør det vanskeligt for dem at klare daglige opgaver som at opretholde positive relationer, tage ansvar og skelne grænserne mellem godt og ondt. Som følge heraf kommer de ofte i ekstreme og usikre situationer. Bare det at komme godt gennem en rutinemæssig dag er en stor præstation for dem. Håndtering af forandring eller det ukendte er næsten umuligt. Et omfattende supportteam med professionelle plejere: En socialrådgiver, psykiater, psykolog, kunstterapeut, en hjemmemor og koordinatorer giver pigerne et stabilt, kærligt og støttende miljø, hvor de modtager intensiv terapi for at lette rehabilitering og genopretning.
  6. Program ”overvind oddsene”. Når børnene er fyldt 18 år, kan de ikke længere blive i plejehjemmene. Men Orr Shalom føler et moralsk ansvar for at fortsætte med at hjælpe de unge mennesker, når de skal foretage den vanskelige overgang fra barndom til en tilværelse som uafhængige. For så er de også helt alene og uden støtte fra myndighederne.

Derfor blev ”Overvind oddsene” etableret i 2013 og støtter nu 300 unge mellem 18-27 år. Men da der ikke er tilskud fra myndighederne, er programmet helt afhængig af private donationer. Her har DJV støttet indretning af en lejlighed i Rishon L´Zion, der kan rumme 6 unge mennesker. Det gør, at de får en sikker base, mens de skal finde deres egne ben at stå på. Og uden denne hjælp ville de have været hjemløse!!

De fleste skal først i hæren, og så skal de i gang med uddannelse eller arbejde eller begge dele. Den støtte de modtager gennem ”overvind oddsene”, har gjort, at mange er gået i gang med en videregående uddannelse og har kunnet fortsætte på trods af al den stress både økonomisk og følelsesmæssigt, de har oplevet under corona nedlukningen.

Derudover arbejder man også på at kunne hjælpe de unge endnu bedre med valg af uddannelse og arbejde.

Som man kan læse i det sidste blad fra DJV, så har de sidste års begivenheder haft store konsekvenser for disse børn og unge. Ikke nok med, at de har en bagage med omsorgssvigt og fysiske og psykiske overgreb, så har nedlukningen under corona pandemien også bevirket, at de fleste unge mennesker under Overvind Oddsene har mistet deres job og har været udsat for ensomhed og isolation.

Og da de efter vaccinationskampagnen lige havde begyndt at føle en form for normal rutine, brød konflikten med Hamas og Islamisk Jihad i Gaza ud i foråret, og da den ophørte, fortsatte angrebene med brandballoner, ligesom der udbrød skovbrande i Jerusalems omegn. Alt dette forstærkede den angst og frygt, som mange af disse unge føler, da de i forvejen lider af Posttraumatisk Stress Syndrom. De har virkeligt meget at kæmpe med, og det er en glæde, at vi med vores finansielle støtte kan være med til at vise dem, at der findes mennesker i Danmark, der vil dem det godt.

Orr Shalom – 1

Hej, mit navn er Naomi Liberman, og jeg er stolt af at arbejde som vicepræsident i Orr Shalom. Det er en ære for mig i dag at henvende mig til vores kære venner i Danmark. Dansk-Jødisk Venskab har været en vidunderlig partner for Orr Shalom i årenes løb.

Jeres generøse støtte har gjort os i stand til give Israels mest mest misbrugte, sårbare og udsatte børn alt, hvad de behøver for at heles og vokse. Toda Raba. Mange tak.

Før jeg går videre, vil jeg gerne dele en personlig velsignelse fra Israels tidligere præsident Reuven Rivlin, som han gav i begyndelsen af dette år.

0rr Shalom 2

Vi siger tak til tidligere præsident Rivlin for hans ord og for det privilegium, at vi må dele det med jer. I er helt sikkert en del af Orr Shalom familien, og derfor er hans ord også henvendt til jer.

Vi er ved at gøre klar til at fejre Nytår (Rosh Hashana) – jeg skal lige indskyde at denne optagelse er lavet en af de første dage i september, inden nytåret og festerne begyndte.

Det nye år byder vi særligt velkommen efter et meget svært år, vi har haft. Symbolet ifm det nye år er shofaren eller vædderhornet, som der blæses i i synagoger over hele verden. Lyden af shofaren kan høres som et ordløst skrig som lyden af en nyfødt, der skriger på sine forældre.

Det kan høres som en brudt lyd, og det at erkende brudtheden kan være første skridt til til genoprettelse eller reparation.

Lyden af shofaren kan også høres som et wake-up kald, som et alarmkald direkte fra Gud, det er et kald til at handle og til at være fuldt tilstede ved begyndelsen af det nye år.

Når vi hører shofaren ved nytåret, accepterer vi at høre skriget fra vores nyfødte, vores børn og unge voksne, som er blevet betroet til os at tage vare på. Dette nytår vil vi igen forpligte os selv til at høre skrigene med medlidenhed, så vi kan være med til at hele børnenes sår.

Tak til vores kære venner i Danmark, fordi I har stået sammen med os i så mange år, og for at høre dette kald sammen med os!

Godt nytår!

Hilsen fra tidl. Præsident Reuven Rivlin

Ved slutningen af måneden Swat markerede vi familiedagen og til ære for denne dag er det mig en ære at velsigne jer – den familie, der giver håb: Orr Shalom.

I over 40 år har I skaffet varme hjem til børn og unge i risiko, hvis familier ikke selv kan opfostre dem. Med meget stor indføling forbinder I disse børn med de rette fosterfamilier eller med de Familie Gruppehjem I har ansvar for, og I fortsætter med at følge dem til de bliver voksne.

Vi er så stolte af de selvstændige og vidunderlige mænd og kvinder, de vokser op til at blive.

Det er umuligt – umuligt – at overdrive betydningen af den gave, I giver disse børn. Det er livets gave, især i disse komplekse tider, hvor disse børn og unge har stadig mere brug for jer.

Så, på vegne af hele Israel i enhver sektor, siger jeg jer tak. Jeg takker hele Orr Shalom familien, “hvis veje er gode og fyldt med fred”. Ordsp. TAK.

Tak for det lys og den kærlighed, som I giver til vores land. Det gør I i en meget svær tid for vort land, ligesom I gør, når forholdene ikke er så svære.

Og I fylder os med en kæmpestor, kæmpestor stolthed! Vi omfavner jer og vi styrker jer, vi takker jer, og vi velsigner jer. Må I være velsignede!

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Orr Shalom

Ahavat Kol Israel – kærlighed til hele Israel

v/Filip Graversen, bestyrelsesmedlem i Dansk-Jødisk Venskab

Ahavat Kol Israel er en mindre organisation, som støtter fattige ortodokse jødiske familier i Jerusalem området. Organisationen ledes af rabbiner Yoram Baruchian.

Ahavat Kol Israel, herefter kaldet AKI, baserer sit virke udelukkende på baggrund af gaver og donationer fra staten, Jerusalem kommune, organisationer og private givere som Dansk-Jødisk Venskab. Nogle bidragydere er faldet fra under coronakrisen. Yoram Baruchian er også jævnligt rejst til USA for at tale og indsamle donationer, hvilket dog også har ligget stille under coronakrisen.

Fra Dansk-Jødisk Venskab modtager AKI faste donationer hvert kvartal og højtidsgaver i forbindelse med eksempelvis Pessach. Dansk-Jødisk Venskab lavede sidste år en særlig Chanukka-indsamling, hvor det indsamlede beløb gik til AKI.

AKI modtager bl.a. en del brugt udstyr såsom kørestole, gangstativer og andre former for hjælpemidler, som doneres fra forskellige hospitaler i ind- og udland. Gennem Dansk-Jødisk Venskab modtager AKI også brugte briller samt strik til små børn.

Der uddeles også fra AKI pakker med forskellige madvarer op til højtiderne Pessach og Chanukka. Endvidere også dagligvarekuponer, så familier selv kan købe varer ind til højtiden, så de fattige familier kan holde en festlig højtid. Faktisk bliver AKI også kontaktet direkte af familier, som beder om økonomisk støtte til eksempelvis brød. I de tilfælde beder AKI om at se bankopgørelser og udtalelser fra de sociale myndigheder.

AKI har også en lånecentral, som råder over 500 stole, 50 borde samt lyskæder etc. Det kan fattige familier låne, så de kan have en god ramme om fester som Bar Mitzvah´er, forlovelsesfester, bryllupper m.v.

Under coronakrisen 2020/2021 donerede Dansk-Jødisk Venskab 16.000 mundbind, som AKI bl.a. uddelte til fattige ortodokse storfamilier i Jerusalem. Under coronakrisen arbejdede AKI også lidt uden for sit normale felt og uddelte spil til børn i isolerede familier, ligesom de uddelte den israelske variant af Nutella.

Gennem de seneste mange år har AKI ønsket at få nogle bedre faciliteter med mere lagerplads og bedre kontorforhold. Dette er nu lykkedes, og man er gået i gang med et nybyggeri, hvor der også vil være et bedehus i forbindelse med byggeriet.

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Ahavat Kol Israel – kærlighed til hele Israel

Jewish Agency

Introduktion v/Kirsten Graversen, bestyrelsesmedlem i Dansk-Jødisk Venskab

Jewish Agency blev oprettet i 1929 med det mål at opbygge et nationalt jødisk hjemsted i Palæstina. Jewish Agency gjorde en stor indsats for at lette den jødiske immigration til landet og arbejdede bl.a. sammen med Det jødiske Nationalfond, Keren Kayemet Leisrael, om køb af jord og udvikling af landbrug baseret på jødisk arbejdskraft.

Ved staten Israels oprettelse i 1948 fik Jewish Agencys ansvaret for jødisk immigration og integration i Israel. Jewish Agency arbejder på at styrke kontakten mellem Israel og diasporaen, og økonomien bag beror på en verdensomspændende fundraising.

VISION OG MISSION

Vores vision: Et sikkert, mangfoldigt og blomstrende jødisk folk, forenet af vores arv og af vores engagement i Israel, som er det jødiske folks hjemland.

Vores mission: Det Jødiske Agentur udgør den globale ramme for Aliyah, sikrer global jødisk sikkerhed, styrker jødisk identitet og forbinder jøder med Israel og hinanden og formidler det jødiske folks stemme til staten Israel for at hjælpe med at forme dets samfund.

 
Yaakov Hagoel
er fungerende formand for direktionen.

Den tidligere formand var den nuværende præsident Izach Herzog.

Rent praktisk sker det sådan:

  • Hjælp til jøder til at rejse til Israel = foretage alyah
  • Hjælp til sprogundervisning og integration
  • Sikre billige boliger til Israels mest sårbare ældre borgere  
  • Mentorordninger for udsatte unge
  • Hjælp til de mangeartede og dybe behov hos det jødiske folk i ind-og udland.
  • Skabe en ny generation af stærke ledere
  • Opbygge en blomstrende økonomi i Israel 

Det er bare en kort beskrivelse af Jewish Agencys arbejde, og nu skal vi se en video, hvor de selv præsenterer deres arbejde, og hvordan de oplever at være med til profetiernes opfyldelse.

Oversættelse af videohilsen fra Jewish Agency

Shalom kære venner i Dansk-Jødisk Venskab. Mit navn er Danielle og jeg er stolt af at arbejde i Jewish Agency for Israel, og det er mig en ære at tale til jer i dag til jeres årlige stævne i København om emnet Gudsriget og Israel.

Først vil jeg gerne sende et personligt budskab til min kære ven Eva. Jeg kondolerer med tabet af din kære mand Vagn. Eva, jeg tror ikke nogen kunne have ønsket sig en mere omsorgsfuld og kærlig partner, end du har været for Vagn. Jeg ved, at denne tid er meget svær, og jeg håber, at du kan finde noget trøst i at vide, at han nu ikke længere lider, og at han nu helt konkret er i Guds Rige.

Når vi tænker på emnet Guds Rige, hvad betyder det så reelt for os? Det er ikke bare et perfekt sted, som vi længes efter, og som vi vil komme til efter vores tid her på jorden. Det udtrykker snarere et kald til at gøre noget i tro og udgør en stærk sammenhæng mellem at tro på Gud og så også handle på den tro, for det er igennem vores gerninger, at vi kan komme Guds rige nærmere. I den jødiske tro hedder det på hebraisk “malchut shamayim” eller “ol malchut shamayim”, dvs. næsten den byrde eller den befaling, der kommer med Guds Rige.

Og for at sætte det ind i en sammenhæng, kan vi gøre det med en læsning fra bibelen, der blev læst i synagogerne over hele verden for 14 dage siden. Den forbindelse mellem tro og gerninger og derefter velsignelse finder vi i 1. Mosebog 12, hvor Gud siger til Abraham, at han nu må handle på sin tro til at blive den allerførste immigrant til Israel.

Hvor vanskeligt var det for ham at handle på sin tro? Bibelen siger, at han måtte forlade sit land, sit fødested og sin familie, dem han elsker allermest. Og det må han gøre, selvom han ikke kender landet. Og lige derefter – og det kan ikke være en tilfældighed, da det jo er Bibelen – så kommer der et løfte fra Gud, som bringer os meget tættere på Guds Rige, for Gud lover Abraham, at Han vil velsigne ham og alle hans efterkommere, og ikke blot det, men Han vil velsigne alle, der velsigner Abraham.

Så der er en sammenhæng her mellem vores store patriark Abraham, der er et billede på hele det jødiske folk. Abraham handler i tro, og hvad er så forbindelsen mellem jøderne og folk fra nationerne? Jo, når vi viser troen i gerninger, kommer vi tættere på Guds Rige.

Når vi tænker på de sidste 1 1/2 års pandemi ifm alyah, så ved vi, at I i DJV har været med os hånd i hånd hele denne tid, og når vi tænker på alt det svære, verden har gået igennem, hvordan grænserne var lukkede, tusindvis af fly blev aflyst, og regeringskontorer over hele verden var lukket ned, så til trods for det gennem tro og gerninger lykkedes det for mere end 20.000 i 2020 at emigrere til Israel. Og i 2021 indtil slutningen af september har vi overskredet dette antal, og vi forventer ved årets udgang, at der er kommet mindst 30% flere!!!

Tænk på det antal: 20.000 modige mænd, kvinder og børn handlede i tro og kom hele vejen til Israel, tænk på, at hver har sin historie. Tænk bare på jøderne i Etiopien. Over 2000 har foretaget den rejse det sidste år. Tænk på det mod, de udviser ved at sætte sig på et fly og på 4 timer krydse en grænse på 400 års teknologisk udvikling for at komme til det land, Gud viser dem.

Og de 1400 olim (indvandrere) fra Hvide Rusland, der kom de sidste 1 1/2 år. Hvide Rusland som indtil for kort tid siden var medlem af EU, og nu er fuldstændig forandret. Folk ved, at alt hvad de foretager sig bliver overvåget af regeringen, og de kan risikere at blive smidt i fængsel i 15 dage uden forklaring eller varsel.

Derfor er vi så taknemmelige for, at det på trods alt det er lykkedes os at bringe disse jøder hjem til et frit land. For alyah “sker” ikke bare, det er ikke bare en gerning i tro, det er en aktiv handling, der har brug for partnere, vilje, tro og handling fra dem der hjælper og det kræver, at der er nogen der hjælper, som I gør, med at lære landet og sproget at kende, at finde arbejde og at bygge deres nye liv i Israel. Og det er præcis hvad I i DJV har gjort. I har stået sammen med os i mange år nu.

Det er jeres tro, der skaber handling, det er jeres handling med at støtte alyah, der bringer os et skridt nærmere Guds Rige. Tak for jeres støtte, og jeg ønsker og beder om, at vi måske kan være sammen næste  år i Jerusalem eller i København. Mange tak, Shalom. Jeg ønsker jer et rigtig godt nytår og et dejligt stævne!

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Jewish Agency

Etiopiske jøder ankommer til Israel 2021

Eva Ravn Møenbak, DJV’s forkvinde, introducerer Israel-stævnets tema: Gudsriget og Israel.

Varme hjemlige rammer under sabbatsfejring i Lone Soldier Centeret.

Orr Shalom er en af Dansk-Jødisk Venskabs mangeårige
samarbejdspartnere i Israel hjælper teenagepiger læs mere her.

Bent Melchior en ildsjæl til det sidste, inspirerer og formidler fortsat.

Dansk-Jødisk Venskabs Israel-stævne fredag og lørdag d. 29-30 oktober, tilmelding til fredag nødvendigt.

Shalom og god læselyst fra DJV:)

Læs hele bladet i magasinformat her

Download bladet som PDF

Abonner på bladet – Det er gratis

Udgivet den af davis.zivadinovic | Kommentarer lukket til Etiopiske jøder ankommer til Israel 2021

Israel i bevægelse trods nye coronakvaler

PDF 8813 DJV august 2021 web_Page_01

Israel har fået ny præsident, Isaac Herzog, hentet fra  The Jewish Agency For Israel (JAFI), en af DJV’s tætte samarbejdspartnere.

Eva Ravn Møenbak, DJV’s forkvinde, giver en imponerende og inspirerende status på DJV’s vigtige arbejde og projekter i Israel.

Lone Soldiers tager kampen op for Israel på den diplomatiske front efter endt tjeneste. Læs om Israels nye pionerer her. 

AKI har fået taget hul på et visionært byggeprojekt og Orr Shalom fortæller om udfordringer for sine unge i den seneste omgang af kampe med Hamas.

Endelig fortsætter vores Bibelvandring i bladet til Betel.

Shalom og god læselyst fra DJV:)

Læs hele bladet i magasinformat her

Abonner på bladet – Det er gratis

Udgivet i Artikler | Tagget | Kommentarer lukket til Israel i bevægelse trods nye coronakvaler